Vi bliver nødt til at se kritisk på NGOerne

Alt for mange rene løgnehistorier bruges som grundlag for kampagner, og man mere end aner et større mønster, som gavner jihadi-fløjen og Rusland.

Røde Kors’ passive deltagelse i udleveringen af de israelske gidsler i Gaza og deres manglende indsats for gidslerne generelt er en anden side af problemet med NGOerne.

En frisk løgnehistorie lyder: ”Israel sender ikke nødhjælp til Gaza, men ligposer.” Den kommer fra samme kilde, som tidligere har givet os fantastiske historier om, at “Israel har våben, som får lig til at evaporere” – en fysisk umulighed – eller ”Israel stjæler palæstinensiske lig for at bruge organerne” –eftersom organer kun kan høstes fra hjernedøde, hvor alle fysiske funktioner endnu består, giver det ingen mening – eller ”Den israelske hærs hunde bruges til at torturere og voldtage palæstinensere”.

EuroMed Human Rights Monitor, en organisation med base i Schweiz, er et af de bedste eksempler på, at noget er galt i dele af NGO-verdenen, og at både pressen og offentligheden mangler kritisk sans, for organisationen tages fortsat alvorligt efter at have udbredt disse indlysende opdigtede historier. FNs særlige rapporteur Francesca Albanese gentog for nyligt påstanden om voldtægt per hund.

Man må lade EuroMed, at de har sans for effektiv clickbait, og når denne type historier promoveres af det etablerede vandmelonnetværk på de sociale medier, går de ofte viralt. Men historierne er samtidig så fantasifulde, at alle burde stoppe og spørge: Kan det nu passe? Ikke mindst medierne, som ikke desto mindre ofte anvender EuroMed som kilde. Graver man bare en smule i organisationen, viser det sig at både lederen Ramy Abdul og programchefen Mohammad Shehada har klare forbindelser til Hamas. Det tager ikke mange klik at finde et foto af dem sammen med nu afdøde Haniyeh og andre Hamas-notabiliteter. Shehada bor i øvrigt i Danmark.

FNs fadæser

EuroMed er ikke alene. Den 20. maj påstod FNs humanitære chef Tom Fletcher, at “14.000 børn i Gaza er i overhængende fare for at dø af sult inden for to døgn.” En sensationel udmelding, som masser af medier fluks viderebragte.

Men stop en halv: Giver det overhovedet mening? Har man nogensinde set så mange børn dø af sult noget sted på så kort tid? Alene BBC – et særdeles Israel-kritisk medie – var kvik nok til at bede om at få verificeret dette astronomiske tal.

Og udtalelsen viste sig at være helt fordrejet. De faktiske estimater fra IPC lød på, at 14.000 børn i Gaza var i fare for akut fejlernæring – ikke død og ikke hunger – inden for det næste år.

FN burde gå på tv og klart dementere den falske påstand, som allerede er sluppet bredt ud og utvivlsomt vil blive omtalt og citeret i den kommende tid – og bidrage til det voksende had til Israel og jøder. Foreløbig er den blevet gentaget fra talerstolen både i Folketinget og i det britiske parlament. Ingen andre medier reagerede og faktatjekkede FNs absurde udtalelse.

Denne syge er udbredt. Når Antonio Guterres mod bedre vidende påstår, at han aldrig har set noget så slemt som krigen i Gaza; når NGOer igen og igen varsler en umiddelbart forestående hungersnød i Gaza, som imidlertid aldrig materialiserer sig; når Amnesty International for at overbevise offentligheden om samme opdigtede hungersnød viser billeder af gazanske børn, som lider af ekstrem underernæring på grund af medfødte lidelser som cystisk fibrose, spastisk lammelse eller kræft – så er ikke bare troværdigheden gået tab, men man er reelt ved at opbygge en mytologi.

En del NGOer fører kampagner om Israel og Palæstina, som er fuldstændig løsrevne fra virkeligheden, og hvor alt udfolder sig i faste mønstre: Palæstinenserne er sultne, magtesløse, fortvivlede ofre, som vises i nærbilleder, israelerne er ansigtsløse gerningsmænd.

Den gazanske pige Rahaf Ayad lider af en sjælden sygdom, som medfører underernæring. Hun er for nyligt overført til et hospital i de Forenede Emirater for at modtage behandling.

I jagten på click og donationer bliver historierne mere og mere grelle: Ikke bare folkedrab og etnisk udrensning, men ”hunger som våben”, stjålne organer, voldtægtshunde og som altid: masser af stakkels små børn, al propagandas mest elskede greb. NGO’er som angiveligt vil vogte om vores medmenneskelighed burde holde sig for gode til dette og ansætte en flok faktatjekkere.

Det er næsten umuligt at påpege og kritisere disse problemer – man støder frontalt ind i den offentlige forargelse. Vi forventer alle, at NGOer er dydige organisationer, som handler neutralt for det fælles bedste, og de fleste vil per automatik afvise kritik af NGOer som vanvid eller kværulanteri. Det giver NGOerne en immunitet, de ofte ikke fortjener.

Og netop derfor er det at infiltrere en gruppe af toneangivende NGO eller selv at stå bag en NGO et utroligt smart træk i informationskrigen. Det er en strategi, som ikke kun bruges til at undergrave Israels legitimitet, men også anvendes mod Ukraine. Hverken FN, Internationalt Røde Kors, Amnesty International eller Human Rights Watch udmærker sig ved en målrettet indsats for at imødegå Ruslands ubegribelige forbrydelser mod Ukraine: udsultning og tortur af krigsfanger, titusindvis af bortførte børn, som tvangsopdrages som russere, de daglige missil- og droneangreb på det civile Ukraine, for blot at nævne de værste krigsforbrydelser og forsøg på folkedrab.

Det giver os mere end et fingerpeg om, at infiltrationen af visse NGOer er en bredere strategi, og det viser også, hvem der profiterer på det: Rusland og jihadi-fløjen, som sammen med Kina, Iran og Nordkorea udgør den såkaldte axis af resistance. Denne neo-imperialistiske alliance har som mål at destabilisere Vesten og de demokratiske lande for at styrke deres egen magt. Det er i disse regimers klare interesse at forhindre, at NGOerne graver i deres egne store forbrydelser, og at NGOerne i stedet bruger energien på at anklage Israel for stadig mere vanvittige forbrydelser. Det er faktisk djævelsk smart.