Mønstergenkendelse: Læger i Gaza er loyale over for Hamas
Påstanden om at israelske snigskytter myrder børn i Gaza får en ny runde i manegen i en aktuel podcast, selvom historien skriger på faktatjek og kritisk granskning.
Podcasten This American Life har valgt at bringe en tvivlsom episode om, at læger i Gaza ”har bemærket mønster” – nemlig at den israelske hær myrder små børn. Podcasten bidrager til den allerede fremskredne dæmonisering af Israel og jøder generelt.
Man må undre sig over, at historien får endnu en runde i manegen efter den hårde bekomst, den fik sidste år. Hele sagen fik i første omgang digital medvind, da New York Times i 2024 lagde spalter til et stort ”opinionsindlæg”, hvor flere læger, der havde arbejdet i Gaza, uimodsagt fik lov at fremlægge sagen. De mente at have observeret, at den israelske hærs snigskytter bevidst nedlægger børn i Gaza med dræbende skud mod hovedet eller brystet.
Et røntgenbillede af et barnekranie gennemboret af et projektil gik viralt på de sociale medier, og den globale forargelse var enorm.
Men der var også solid kritik fra mange sider. Eksperter i skydevåben (den slags, som vidner i retten om skudvinkler og typer af læsioner) påpegede, at det var højst usandsynligt, at et skud mod hovedet ville manifestere sig sådan, og at projektilets bane var logisk umulig. Den mere oplagte forklaring på billedet ville være, at nogen havde lagt et projektil under et levende barns hoved, mens man tog et røntgenbillede. New York Times valgte at afvise kritikken.
Et andet stort og væsentligt spørgsmål er, om det ikke er langt mere sandsynligt, at eventuelle dræbte børn er blevet fanget i kugleregnen under kampe i Gaza; selvom den israelske hær til stadighed opfordrer de civile til at forlade aktive krigszoner, har Hamas en modsat interesse i at rykke kampene til områder, hvor der er civile til stede.
Selve ideen om, at den israelske hær ville sætte sine få og vigtige snigskytter til at likvidere børn er besynderlig – der er absolut ingen militær fordel ved at myrde civile, og derudover er det selvsagt en alvorlig krigsforbrydelse. Hvorfor bruge mange kræfter på at fjerne de civile fra krigszonerne og ofte varsle sine egne kommende aktioner – stik imod al militær fornuft, fordi det giver fjenden en oplagt fordel – for så derefter at bruge kostbare snigskytter på at myrde dem? Det er en forestilling, som kun giver mening i et konspirationsunivers.
Læger uden moralske grænser
Der er et andet mønster, som i stedet kan fremhæves her: Propagandaen insisterer på at dæmonisere den israelske hær med fortællinger om alt det grimme, de angiveligt gør ved netop børn – det er ikke bare et klassisk propagandatræk (”fjenden mishandler små børn”), men også en nutidig versionering af middelalderens anklager om ritualmord: Jøder er ultimativt onde, fordi de myrder små børn.
Og et tredje mønster: Disse fortællinger om den dæmoniske israelske hær kommer fra læger, som ganske udtrykkeligt støtter Hamas og gerne bidrager til den evigt kværnende propaganda.
Tag nu lægen Mark Perlmutter, som ofte optræder i vestlige medier med dramatiske historier om Israels forbrydelser. Han stod i marts frem på CNN med en rabiat påstand om, at 100.000 børn er dræbt i Gaza. Altså det dobbelte af det samlede dødstal…
Det skete samtidig med at Hamas’ eget sundhedsministerium nedskrev antallet af dræbte og indrømmede, at de – ups! – vist var kommet til at inddrage personer, som var døde af alderdom og sygdom. De tal, som nu fremlægges fra Hamas’ egen side, viser at kvinder og børn ikke på nogen måde er i overtal blandt de dræbte – en anden vedholdende og elsket løgn.
Sjovt nok har Perlmutter også hævdet præcis det.
Her er et par yderligere saftige historier fra Perlmutters side, serveret uden nogen form for kontekst eller kilder. (Er det mon propagandahistorien om, at Israel angiveligt selv stod bag drabene på civile den 7. oktober med hærens Apache-helikoptere, som klinger med her?)
Også lægen Feroze Sidhwa fremstår som særdeles loyal over for Hamas:
En anden bemærkelsesværdig læge fra Gaza er Ghassan Abu-Sittah, som hævdede at 500 mennesker var dræbt ved ”bombningen” af Al-Ahli den 16. oktober 2023 og prompte arrangerede en morbid pressekonference, hvor en bunke lig var lagt frem omkring talerstolen. Samme Abu-Sitta udtalte om de voksende protester mod Hamas i Gaza dette forår, at der var tale om forrædere, som ”dolkede modstanden i ryggen”. Ingen tvivl om, at han er Hamas’ mand.
Generelt er hospitaler i Gaza centraler og højborge for Hamas, og ingen bliver ansat som læge eller får en ledende stilling uden at være absolut loyal.
Det er bekymrende, at medier og NGO’er ikke er i stand til at gennemskue disse mønstre, men i stedet fordrer offentligheden med stadige doser af gift, som øger antipatien mod Israel og alverdens jøder.
Det begynder at være noget mere end uhyggeligt med alle deres løgne - især fordi der er så mange der accepterer dem helt ukritisk.