Faktatjek er konge
Opdigtede historier om det store, stygge Israel eller de onde jøder kan heldigvis afsløres med simple metoder. Desværre cirkulerer de ofte videre.
Her er to friske eksempler på propagandahistorier, som blev hurtigt og effektivt afsløret:
”377.000 er forsvundet fra Gaza”
Der har været tidligere forsøg på at vise, at dødstallet i Gaza er langt højere end de officielle tal, især et læserbrev i The Lancet, som hævdede at det akkumulerede dødstal ville være omkring 186.000, hvis man over de kommende årtier indregnede alle effekter af krigen. En af de deltagende forskerne forklarede senere, at der var tale om et spekulativt tal.
Den 23. juni i år begyndte en ny historie at cirkulere: En ny rapport fra Harvard viste angiveligt, at der manglede 377.000 personer i Gaza, når man sammenlignede befolkningstallet før krigen med det aktuelle.
Med andre ord: Disse mennesker måtte være døde og forsvundet i ruinerne! Og dermed var dødstallet pludselig mangedoblet. For ekstra effekt tilføjede man: Halvdelen af de forsvundne er børn!
Historien spredte sig hurtigt på sociale medier og i anti-israelske online-medier som The Palestine Cronicle og The Cradle.
Der er mange problemer med historien, og de blev hurtigt påpeget af både Eitan Fischberger og Mark Zlochin:
Studiet har intet med Harvard University at gøre – der er derimod tale om et studie af professor Yaakov Garb fra Ben Gurion-universitetet i Beer Sheva, som han har uploadet til den frie akademiske digitale platform Harvard Dataverse.
I Garbs studie indgik et kort, som viste, hvor i Gaza befolkningen nu er koncentreret – nemlig uden for krigszonerne og de mest ødelagte områder.
Nogen har derefter lagt tallene fra dette kort sammen og er nået frem til, at der kun var 1.850.000 mennesker i Gaza mod cirka 2.200.000 før krigen. Og således opstod det nye, høje tal.
Mark Zlochin kontaktede Yaakov Garb, som helt afviste at stå bag denne beregning af de forsvundne. Han kaldte det ”langt ude og fuldstændigt løsrevet fra substansen i min rapport.” Garb har udelukkende produceret kortet, som viser områderne, hvor befolkningskoncentrationen er størst i Gaza. At de fleste opholder sig i de områder, betyder ikke, at ingen opholder sig i andre områder.
Med andre ord er der overhovedet ikke 377.000 forsvundne i Gaza. Der er godt nok flere tusinde mennesker, som man i øjeblikket ikke kan redegøre for – de kan være udvandret, ude af kontakt med slægtninge eller døde. Men tallet ligger snarere omkring 10.000.
France24 gjorde, præcis hvad medier bør gøre: De faktatjekkede. Se det glimrende indslag via linket – stor ros til dem! Alle medier bør tilknytte faktatjekkere og jævnligt forklare seerne eller læserne, hvordan de arbejder.
”Jødisk mand mishandler tilfældigt afghansk barn i lufthavn”
En belarusisk mand, Vladimir Vitkov, som netop var ankommet til lufthavnen i Moskva fra Ægypten, greb et tilfældigt barn og kylede det hårdt i jorden. Det afghanske barn kom selvsagt til skade. Gerningsmanden var fuld og havde røget hash og kunne efterfølgende ikke forklare, hvorfor han havde gjort det.
Kort efter den uhyggelige hændelse udviklede historien sig imidlertid til, at gerningsmanden var israeler – og den nye historie om denne onde zionist blev spredt via sociale medier og online-medier som The Cradle og Pravda. Et falsk angiveligt portugisisk website, Truth, blev også citerets om kilde.




Tal Hagin undersøgte historien og fandt ingen evidens for, at gerningsmanden er israeler – intet ved denne hændelse har nogen tilknytning til Israel eller jøder.
Det er meget tydeligt, at historien spredes via de store anti-israelske propagandakanaler på de sociale medier. Det er en umiddelbar grund til at være særdeles skeptisk.
Den grove forvanskning af denne historie er et eksempel på klassisk antisemitisme, hvor enhver begivenhed eller udvikling, man ikke kan lide, kobles til jøder: ”Det er jødernes skyld” – præcis ligesom mange andre aktuelle konspirationsteorier, som holder jøderne ansvarlige for alt lige fra immigration, homoseksualitet og transseksuelle til 9/11. Det bør i sig selv vække mistro.
At sådanne historier afsløres som falske, er desværre langt fra nok til at stoppe dem. Tværtimod er det lige præcis en del af taktikken, at man konstant lancerer nye løgnehistorier, som vil være spredt vidt og bredt, inden andre når at afsløre dem. Faktatjek er heller ikke nær så sexet stof som vilde historier om de slemme jøder.
Tak Laura for endnu en troværdig redegørelse ❤️