Aldrig gode nok

Revolutionen æder altid sine egne – og i særlig grad de jøder, som sprang med på vognen. Således også på vandmelonfløjen.

En af de bærende myter på den antizionistiske fløj er, at alle ordentlige jøder med gode værdier selvfølgelig støtter deres sag – ja, det er ligefrem deres jødiske værdier, som får dem til at vende sig mod staten Israel, der blandt tidens aktivister ses som årsagen til alverdens problemer, fra imperialisme og politivold til kapitalisme og klimakrise. De antizionistiske jøder er de ægte jøder, der har set lyset – i modsætning til de forkastelige zionister.

Disse trofæjøder sættes ofte og gerne i front af bevægelsen. De er altafgørende for bevægelsens renommé og selvforståelse, fordi de fungerer som bevis på, at antizionismen så sandelig ikke hader jøder, selvom den hader verdens eneste jødiske stat som det onde selv og drømmer om dens udslettelse. Se selv: Jøder fører an!

Der er derfor, at den bizarre udbrydersekt Neturei Karta altid er med i første række under protester mod Israel i New York med deres sorte hatte og flyvende ørelokker. Det er derfor, at organisationer som Jewish Voice for Peace demonstrativt stiller op til protester eller offentligt fejrer jødiske helligdage – som dog ofte viser sig egentlig at handle om Palæstina – iført T-shirts med teksten ”Not in our name”. Og det er derfor, at figurer som Naomi Klein, Norman Finkelstein, Molly Crabapple, Aaron Maté, Ilan Papé eller Noam Chomsky konstant fremhæves: De er jøder, og de er imod Israel.

Den manøvre skal elegant dække over, at langt de fleste af verdens jøder støtter Israel – faktisk i endnu højere grad end før 7. oktober, fordi diasporaens jøder på egne kroppe oplever, hvor flygtig og usikker det omgivende samfunds beskyttelse faktisk er.

”Du er ikke semit”

Samme utryghed oplever de feterede trofæjøder dog også jævnligt, for den antizionistiske begejstring for dem er skrøbelig.

Når Bernie Sanders istemmer, at Israel så sandelig begår folkedrab i Gaza, fejres han som ikon – men han falder omgående i unåde, hvis han ikke støtter bevægelsens plan om én enkelt stat fra floden til havet. ”Vi behøver ikke at høre mere fra ham, han er død for mig,” lyder det så fra George Galloway, en af de store anti-israelske propagandister.

Den israelsk fødte Shaiel ben Ephraim optrådte efter 7. oktober som en klassisk liberal-zionistisk kommentator på de sociale medier, men er siden blevet omvendt til den rette fordømmelse af Israel og zionismen. Det har både givet ham mange nye fans og mange nye fjender. Hans nye venner på vandmelonfløjen er stadig skeptiske over for hans sande motiver. Er han bare ude på at beskytte “sin egen stamme”? De lover ham, at selv gode jøder må vige pladsen og forlade Israel, når Palæstina til sidst bliver frit.

På New York Times har Ezra Klein givet mængder af taletid til vandmelonfløjen i sin faste og meget populære podcast. Alligevel blev han mødt med harme, da han i januar skulle tale på Sarah Lawrence College i staten New York. Vandmelonfløjen mener nemlig ikke, at han fordømmer ’folkedrabet’ i Gaza hårdt nok.

”Nazi normaliser” og “zionistsvin” stod der på et skilt, og en deltager råbte: ”Ezra Klein, du er en løgner, du brænder Palæstina ned.”

Blandt de fremtrædende trofæjøder finder man også Rivkah Brown, der arbejder for det russiske medie Novara Media – en ganske hardcore antizionist, der fejrede, at ”Gaza brød ud af fængslet” den 7. oktober.

Hun skal dog lære at kende sin plads, mener den britisk-palæstinensiske bortviste læge og aktivist Rahmeh Aladwan, som venligt har oplyst Brown om, at hun jo som jøde slet ikke er ”semit”, men at hun derimod misbruger udtrykket “antisemitisme” præcis lige som alle de andre jødiske suprematister.

Udvekslingen fulgte efter Aladwans friske kommentar til en anden trofæjødes politiske planer: Zack Polanski fra det britiske Green Party havde lovet at sætte skatterne ned og til gengæld beskatte de rige.

”Giv os et kald, når I forbyder rentetagning”, kommenterede Aladwan med direkte henvisning til jødernes rolle som pengeudlånere siden Middelalderen, hvorpå Rivkah Brown med god grund påpegede, at der var tale om klassisk antisemitisme.

Men den går selvfølgelig ikke. På vandmelonfløjen anerkender man meget nødigt noget som helst som antisemitisme, og mange udtrykker endda stor mistro til, om Holocaust overhovedet fandt sted. Holocaust var i hvert fald ikke lige så slem som Gaza.

Journalisten Peter Beinart har skrevet en hel bog om, hvor meget han som jøde skammer sig over “folkedrabet” i Gaza, men selv det beskytter ham stadig ikke mod at blive udpeget som (grådig jødisk) fidusmager. I november 2025 havde han nemlig den frækhed at tage til Tel Aviv Universitet for at holde en tale. Utilgiveligt! Fromme antizionister taler ikke med israelere.

Aktivisten Nerdeen Kiswani bidrog med at forklare Beinart, at der overhovedet ikke er noget problem med antisemitisme, og at de fleste jøder jo efter eget udsagn er stolte nazister. Beinarts opgave er at få styr på alle nazisterne i sit eget jødiske miljø.

Samme Kiswani har tidligere irettesat trofæjøden Rafael Shimunov, fordi zionisten i ham angiveligt skinnede igennem. Det er nemlig et af de gennemgående problemer med trofæjøderne: Zionisten lurer altid lige under overfladen. Præcis ligesom konverterede jøder i 1500-tallets Spanien aldrig var gode nok katolikker. Og præcis ligesom medlemmer af den sovjetiske Yevsektsia, der skulle afrette jøderne til gode kommunister, alligevel aldrig var gode nok kommunister selv, og til sidst blev udrenset af Stalin.

Det er et utaknemmeligt hverv at være trofæjøde. Det store jødiske flertal ser det som et utilgiveligt svigt, at trofæjøderne slutter sig til fjenden, og kalder dem ofte ondt for ”kapos”.

Umiddelbart belønner vandmelonfløjen de jødiske afhoppere; deres status stiger uundgåeligt, fordi antizionisme er normen på verdensplan, mens langt færre støtter jøder og Israel. Men præcis som tidligere tiders trofæjøder kan de kun alt for let miste den status igen. Og så er de blot fordømte jøder.